Lær at tackle det journalistiske interview

Mange frygter at stille op til et interview og svare på spørgsmål fra journalister. Fat mod, og få sagt det rigtige. 


Gå ikke glip af en alletiders chance for at give journalister et godt indblik i din historie, virksomhed og begivenhed. At være i stand til at kommunikere kort og tydeligt kræver ofte medietræning. Derfor bør det prioriteres af alle virksomheder, der ønsker at få et godt forhold til journalister og dermed opnå redaktionel medieomtale.

Her får du otte gode råd til, hvordan du bliver en god interviewperson:

1. Udvis rettidig omhu

Stil aldrig op til et forsinket eller udsat interview. En sen samtale fredag eftermiddag, hvor du står med det ene ben ude af døren eller en alt for kort frist, kan koste dig dyrt på omdømmet. Ødelæg ikke din gode pressekontakt ved at være uforberedt, stresset og forjaget i situationen. Bed hellere om forberedelsestid.

2. Vis gensidig respekt
Behandl andre, som du vil have dem til at opføre sig over for dig. Opfør dig ikke nedladende eller uhøfligt over for journalister. Du ved aldrig, hvornår du en anden gang har brug for at række ud til journalisten og få personen til at lytte til dig. Åbne og tilgængelige virksomheder bliver behandlet mere fair og nuanceret af journalisterne – også hvis de bliver involveret i en negativ hændelse.

3. Undgå fortidens omtaler
Send ikke baggrundsinformation til en journalist, som er skrevet af en anden journalist. Det kan være fristende at sende et link eller en god artikel, som en konkurrerende avis eller et site har lavet om din virksomhed. Men tro mig – journalisten vil hellere lave sin egen historie!

4. Byg langvarige forhold
Respekter dine mediekontakter, så du kan have et godt forhold til dem i lang tid. Vis respekt ved at møde op som aftalt, undlad at afbryde, og tak dem for deres indsats. Journalister er ikke vant til at modtage feedback, ros og anerkendelse, så skriv en venlig hilsen, når historien er bragt.

5. Giv slip på historien
Du må ikke diktere vinklen eller indholdet i historien. Det er en dødelig synd i forholdet til journalister og medierne. Respekter altid det redaktionelle valg, da de ikke bryder sig om at føle sig som mikrofonholdere.

6. Fat dig i korthed
Du skal ikke give lange og uddybende svar. Korte svar er altid bedst, og så bliver budskabet også leveret tydeligere. Især i direkte interview på tv eller i radio skal du tænke i at levere dit budskab på få sekunder – du får ikke mulighed for at trække vejret ind og fortsætte din ordstrøm. 

7. Bed aldrig om korrektur
Du skal ikke bede om at have hele historien til korrektur. Du kan dog altid bede om at læse citater og tilbyde hjælp til faktakontrol af artiklen.

8. Vær pålidelig i ord og handling
Du bør ikke misbruge dit forhold til medierne. Har du lovet at følge op med fotos eller anden info til journalisten, så gør det så hurtigt som muligt, så de kan bringe historien, imens den stadig er en nyhed.

Hvis du stadig føler dig på usikker grund, så kan Aaby PR hjælpe dig med dine medierelationer eller forberede dig på det journalistiske interview med medietræning, hvor du modtager praktisk undervisning. Tag fat i Esben på mobil 40999740.