Brug eksklusivitet som lokkemiddel i pr-arbejdet

Alle ønsker at føle sig unikke – også nyhedsmedierne. Vælg strategisk det medie og den journalist, du gerne vil dele din nyhed med.


Medierne følger med i de andre konkurrerende medier. Derfor vil du ofte blive spurgt af journalisten om, hvorvidt du har sendt din nyhed til andre. Her skal du først og fremmest sige sandheden for at bevare den gode relation. Dernæst skal du sørge for at begrunde, hvorfor du enten vælger at sende nyheden til flere, eller hvorfor du netop gerne vil have det udvalgte medie til at bringe historien. 

Hav tålmodighed
Hvis du vælger at give eksklusivitet til en journalist, skal du sørge for at meddele herom. Det øger på den ene side din chance for, at den udvalgte føler sig værdsat som formidler. På den anden side udelukker du også muligheden for, at historien bliver bragt lige med det samme og i flere medier. En journalist smider sjældent alt i hænderne for at tage din historie eksklusivt, og derfor må du også væbne dig med tålmodighed eller sørge for i god tid at informere journalisten om, at du planlægger at dele nyheden med eksklusivitet.

Giv journalisten god tid
Hvis du eksempelvis deler et virksomhedsregnskab med journalisten, inden det er offentliggjort, så skal du sørge for at klausulere nyheden. Det betyder, at journalisten indvilliger i først at bringe historien, når du er klar til at dele nyheden med resten af verden.Til gengæld har journalisten bedre tid til at lave interview med talspersoner og skrive historien.

Brug forskellige kilder og vinkler
En anden form for eksklusivitet kan også være at give journalisten adgang til interviewpersoner eller materiale, som du ikke deler med andre. På den måde kan du også strategisk bringe flere variationer af historien. Brug eksempelvis forskellige interviewpersoner i den samme historie, hvor du giver det ene medie adgang til at tale udelukkende med den ene talsperson, imens et andet medie får en anden kilde og dermed historie ud af det. 

Dronningen er selvfølgelig også eksklusivitet i sin egen høje majestæt. I forbindelse med en pressebegivenhed som denne for Körber (tidligere Riantics) kan Aaby PR også sørge for at invitere pressen og akkreditere dem til at deltage i et særligt arrangement, hvor adgangen kun er givet til godkendte journalister.

Spørg til planlægning og håndtering af presseevents hos Aaby PR på mobil 40999740. 

Billedet er taget af fotograf Svenn Hjartarson fra Studio 03